Når fodbold skal være sjovt
FCM Ulvecup afholdes en lørdag eller søndag i både foråret og efteråret. Endagsstævnet er for U8-, U9- og U10 drenge og piger. Stævnet handler først og fremmest om at spille en masse fodbold, møde andre hold samt om at have det sjovt.
FCM Ulvecup er for hold på alle niveauer, og er dermed ikke nogen eliteturnering. Vi tilstræber at oprette A/B- og B/C-rækker i hver årgang, således at holdene og spillerne bliver matchet på deres eget niveau (dog kan det komme på tale at sammenlægge rækker hvis tilmeldingsantallet nødvendiggør dette).
FCM Ulvecup er åben for alle klubber i hele Danmark.
FCM Ulvecup handler om at dyrke glæden ved fodboldspillet og fællesskabet i klubben og på holdet. Derfor er der medaljer og diplomer til alle spillere, således at hver eneste spiller får fornemmelsen af at høre til en gruppe og et fællesskab – hvilket jo er noget af det, som holdsport kan levere.
Dermed giver FCM Ulvecup basis for en hyggedag for alle drenge- og pigespillere i årgangene U8, U9 og U10 i de respektive klubber.
Det får man ud af at deltage i FCM Ulvecup:
- Hyggelig og humørfyldt stævnedag, fyldt med spændende og jævnbyrdige kampe.
- Alle spillere får mulighed for at prøve sig selv af i den spændende straffesparkkonkurrence-turnering.
- Alle spillere modtager diplom for deltagelsen + medalje.
- Alle deltagere modtager fribillet/billetkode til en udvalgt kamp på MCH Arena, samt muligheden for i pausen at deltage i en præsentationsrunde på MCH Arena og vinke til alle tilskuere.
Dato for FCM Ulvecup i foråret 2025 offentliggøres ca. 20. marts 2025.