Mejrup GU og FCM Klubsamarbejdet inviterede ind til fodboldfest på en søndag, hvor vejret på fineste vis levede op til årstiden med dejligt april-vejr.

 

Hele 130 pige- og drengehold i årgangene U8 til U10 havde valgt at deltage i fodboldfesten, hvor der ikke blev fokuseret på resultater, men derimod sat fokus på oplevelsen og fællesskabet omkring legen med den runde bold.

 

De mange hold blev suppleret af trænere, forældre, søskende m.v., og tilsammen sørgede de mange mennesker for en glad og positiv stemning overalt på fodboldanlægget.

 

Alle spillere modtog medaljer, og rigtig mange kunne også drage hjemad med en autograf fra Lupus i tasken. Desuden viste hovedsponsoren AL Bank flaget med konkurrencer, lodtrækninger, uddeling af kaffe og frugt og meget andet.

 

Michael Knak og Anne Katrine Primdal samt Andreas Munk Sørensen fra FCM Klubsamarbejdet stod i spidsen for stævnet. Sammen med hjælpere fra både værtsklubben og klubsamarbejdet kunne de ud på eftermiddagen lade roen sænke sig over fodboldanlægget, og alle involverede kunne puste ud ovenpå en hektisk, positiv og vellykket FCM Ulvecup.

 

”Næste udgave en FCM Ulvecup finder sted i efteråret 2025”, fortæller Andreas Munk Sørensen, ”så hold øje med FCM Klubsamarbejdets hjemmeside, hvor tid og sted vil blive offentliggjort”.

 

Endnu engang stor TAK til vores hovedsponsor AL-Bank og Mejrup GU for et godt samarbejde.