Med Vestjysk Bank som hovedsponsor blev der i lørdags afholdt Ulvecup i Brande IF. Her deltog hele 83 hold, 600 spillere, 100 trænere og omkring 1000 støttende forældre, søskende, bedsteforældre og meget mere.

Samtidig bidrog et stort antal af frivillige fra værtsklubberne- og samarbejdsklubberne Brande IF og Uhre GIF.

På dagen spillede alle hold seks kampe, hvor konceptet var at spille niveaufordelt uden resultatet i fokus. Det resulterede i knap 500 kampe på grønsværen, og undervejs blev også en stor straffesparksturnering afholdt.

Det vakte ekstra smil på læberne hos børnene, da FCM-maskot, Lupus, samt Vestjysk Banks maskot, William, kiggede forbi de propfyldte fodboldbaner.

Hele dagen blev afrundet med medaljer og et diplom til alle deltagere. Arrangørerne kunne se glade, stolte – og måske også en smule trætte – børn forlade Ulvecup 2023, da dagen var omme.

– Det var et fremragende stævne i Brande, og der skal lyde et stort tak til de to samarbejdsklubber – Brande og Uhre – for deres måde at håndtere det på. Samtidig en stor tak til de frivillige, for uden dem ville det her ikke kunne lade sig gøre.

– Vi nyder at kunne tage rundt i regionen og arrangere den her slags stævner, som er til stor glæde og gavn for os alle. Det var en fornøjelse at se de mange deltagere og fremmødte, som bakkede op om turneringen i lørdags, siger Jesper Sigen fra FCM Klubsamarbejdet.

Fra FC Midtjylland og Klubsamarbejdets side skal der lyde en stor tak til alle deltagere, og vi ser frem til at gentage succesen igen til næste år.

 

Læs også Video: FCM Klubsamarbejdet gennem 25 år