Fodboldudvalg
Fokus på Fodboldudvalget i Klubsamarbejdet
Preben Madsen brænder for arbejdet med unge mennesker. Bornholmeren har nu været en del af det midtjyske fodboldmiljø i 30 år.
Af Flemming Bjerre
Vi er nu nået til fortællingen om Preben Madsen, der oprindeligt er fra Bornholm, men flyttede til området for 35 år siden. Han har aldrig selv spillet fodbold, men blev involveret i den lokale fodboldklub Gullestrup IF for ca. 30 år siden, da hans børn begyndte at spille fodbold i klubben. Preben startede som kasserer i Gullestrup IF.
- Jeg fandt hurtigt ud af, hvor mange frivillige, der er brug for i en fodboldklub. Og man kan ikke være andet bekendt end at hjælpe til, når man nu har energien, fortæller Preben Madsen.
Senere takkede Preben ja til at give en hånd med som hjælpetræner, og Preben endte med at blive mere og mere engageret i Gullestrup IF. Preben fortæller med stor begejstring om årgangen 1998/99 i Gullestrup IF, som rykkede sig markant i perioden med Preben som træner - og man opnåede at kunne stille 2 hold i årgangen - en stor bedrift i en klub af Gullestrups størrelse.
På et tidspunkt rykkede flere af spillerne sammen med Preben Madsen til Ikast FS, hvor Preben i 4-5 år var tilknyttet som træner på årgangen.
- Det er fantastisk at have med unge mennesker at gøre, og at opleve hvordan de suger til sig. Noget af det, fodbold kan, er at skabe et fællesskab for de unge mennesker, uanset herkomst. Det er virkeligt fascinerende og inspirerende at arbejde med.
- Jeg har ikke været den bedste tekniske træner, men har kunnet bidrage med noget vilje, lyder det fra Preben.
Mange bolde i luften
Trænergerningen er nu lagt på hylden, men Preben Madsen er stadig kasserer i Gullestrup IF, hvor han også er klubrepræsentant for område 4 i FCM Klubsamarbejdet - en rolle som han har varetaget i mange år.
Preben har som træner selv oplevet værdien af de talenttræninger, som FCM Klubsamarbejdet tilbyder.
- Det har givet mig en masse værktøjer, jeg selv har kunnet anvende som træner. Og efterfølgende har jeg selv fået lov at være en del af arbejdet i FCM Klubsamarbejdet, hvor både store og små klubber har glæde af samarbejdet.
- Jeg kan godt lide at være med til at skabe udvikling og er begejstret over at være en del af en klub, hvor overliggeren er sat højt, fortsætter Preben Madsen.
Herudover er Preben frivillig i FC Midtjylland, hvor han i mange år har været en del af gruppen omkring billetsalg, og været aktiv i at skaffe frivillige til klubben.
Arbejdsmæssigt var Preben med til for 11 år siden sammen med 2 partnere at starte virksomheden 2LP A/S i Aulum - en virksomhed, der i dag beskæftiger 30 mand, og hvor Preben stadig er beskæftiget.
Så Preben har mange bolde i luften, men som han udtaler:
- Det handler meget om prioritering og vilje. Jeg hader, når folk udtaler, at ”det kan ikke lade sig gøre”. Det giver mig en fantastisk energi og velvære, når man kan se, hvordan de unge udvikler sig og er en del af noget større.
- Tillid og tro betyder alt, både over for de unge mennesker, men også i forhold til de frivillige. Alle har noget at bidrage med, slutter Preben Madsen.