Hvor er vores rigtige træner?

I disse tider er det svært for mange idrætsklubber at fastholde sine medlemmer. Det gælder også for mange fodboldklubber. I Snejbjerg SG&I er den problematik dog vendt totalt på hovedet i U7/U8 pigeafdelingen.

Det hele begyndte for 1½ år siden med, at der var nogle få meget unge piger i Snejbjerg, som godt kunne tænke sig at prøve at spille fodbold. Den ene af de piger hedder Mille-Mai og hun har en far, som hedder Thomas. De hedder i øvrigt begge to Rathe til efternavn – og ja, det er ham der i sin tid spillede på FC Midtjyllands Superligahold og ham som var med til at indvie MCH Arena med en 6-0 sejr over AB med en enkelt scoring ud over Mohammed Zidans 5 mål den dag.

I begyndelsen var de meget få piger, Thomas og så Mille-Mais storesøster Ida-Sofie, som også hjalp med legen og træningen af de små piger. Men pigerne havde det sjovt og langsomt kom der flere til, så da Corona havde vist sit første grimme ansigt i 2020 var de blevet 8 piger i flokken.

Men så kom den seneste nedlukning af samfundet og en vintersæson uden mulighed for træning eller fodboldleg kunne give en begrundet frygt for, hvor mange piger der ville være tilbage på fodboldbanen herefter. Den frygt blev dog hurtigt gjort til skamme:

- Det er helt vildt, hvad vi oplever med pigerne i de her to årgange i Snejbjerg lige nu. Da vi startede op igen her i foråret, havde jeg godt hørt, at der ville komme et par nye piger og prøve fodbolden af. Et par blev dog til 10 nystartede og indmeldte i klubben, så nu er vi pludselig 18 U7/U8-piger i Snejbjerg SG&I, fortæller Thomas Rathe.

Forbilleder gør forskellen
Hvor nogle af pigernes forældre og bedsteforældre måske kan huske Thomas Rathe som fodboldspiller og nogen måske havde ham som forbillede for efterhånden en del år siden, så er Thomas for Snejbjergs fodboldpiger ”bare” Mille-Mais far. Pigerne har nogle helt andre forbilleder:

- Da vi for nylig skulle starte en træning op, spurgte nogle af pigerne mig, hvor deres RIGTIGE træner var henne? Først forstod jeg ikke helt, hvad de mente, men så slog det mig, og så måtte jeg svare, at Ida-Sofie bare lige var inde at hente nogle kegler. Det er megafedt, at pigerne har det sådan, og siden har vi endda også fået suppleret vores trænerteam med endnu en ung pige, idet Klara Starcke Johansen nu også er en del af trænerteamet, fortæller Thomas Rathe.

Både Ida-Sofie Rathe og Klara Starcke Johansen er 14 år gamle og for bare tre år siden mødte de to dengang lidt forsagte piger fra Snejbjerg SG&I op på FCM Pigefodboldskole og det var både med til at rykke dem på det fodboldmæssige og personlige plan. De fik begge fodbolddrømme og ambitioner, går i dag på Herning Elite og spiller selv elitefodbold i Vildbjerg SF med 6 ugentlige træninger og selvfølgelig kampe oveni. Man kan derfor måske undre sig over, at de også får tid til at indtræde i trænerrollen for en flok små tøser i hjemklubben.

- Jeg har haft nogle fantastiske år i Snejbjerg, og jeg synes, at det kunne være mega fedt at give nogle andre piger den samme oplevelse som jeg fik, fortæller Ida-Sofie Rathe.

- Jeg lærte selv mega meget på FCM Pigelicenshold og jeg sagde med det samme ja til at træne pigerne, da jeg blev spurgt. Også selvom træningen af Snejbjerg-pigerne ligger på min eneste friaften i hverdagene, fortæller Klara Starcke Johansen.

For de to store piger handler det ikke kun om at gøre de små piger så dygtige som muligt. Det handler mest af alt om at have det sjovt.

- Vi laver en masse forskellige ting. Lige fra ståtrold, stafetlege, kryds og bolle til sjove tekniske øvelser med bolden, som vi har lært i FCM Pigelicens, og så slutter vi tit af med at spille kamp. Det er vigtigt for os, at pigerne har det sjovt, og at det er leg med og uden bolden, fortæller Ida-Sofie Rathe.

- Jeg vil gerne give min viden, den fede måde at spille på og de gode øvelser videre til nogle små piger, så de kan udvikle sig og blive ved med at have lyst at spille fodbold, fordi de synes, det er den fedeste sport, supplerer Klara Starcke Johansen.

I FCM Klubsamarbejdet hylder vi den indstilling som de to tidligere Snejbjerg- og FCM Pigelicensspillere har til frivillighed og det at give tilbage til den klub, som de selv er opvokset i. Vi håber, at mange flere rundt i vores samarbejdsklubber kan gøre brug af de mange gode unge kræfter, der findes i klubberne. De unge mennesker kan og vil faktisk en hel masse og når de så har en voksen i baggrunden, som kan tage sig af alt det praktiske og administrative samtidig med selv også at være på banen – så kan tingene lykkes rigtig godt.

Vi håber, at de to store piger og Thomas får mange gode år som frivillige trænere – og ikke mindst, at gruppen på de pt. 18 U7/U8-fodboldpiger i Snejbjerg SG&I vokser sig endnu større og stærkere i den næste tid og kommende år, så pigefodbolden kommer til at blomstre endnu smukkere end den allerede gør i klubben i dag.