Tilbageblik: Stærk sæson for FCM´s U13 Piger og U14 Piger
FC Midtjyllands fodboldkvinder sikrede sig oprykning til landets bedste række, men også de yngste FCM-pigehold kan se tilbage på en flot sæson.
Jesper Sigen er nystartet i rollen som Head Of Coach i forhold til de yngste FCM-piger, og han lægger ikke skjul på glæden og stoltheden over den overståede sæson 2024/2025.
”Både U13-pigerne og U14 Pigerne er kåret som Jysk Mester og vinder af DBU Jyllands pokalturnering – og begge hold er gået gennem turneringen med maksimumpoint – meget bedre kan det ikke gøres”, fortæller Jesper Sigen.
Langt de fleste piger har været på TOPcenter for Piger, som arrangeres af FCM Klubsamarbejdet, og hvor spillerne bl.a. indføres i nogle af de særlige FCM-udtryk, som gerne skal kendetegne FCM-spillere.
Jesper Sigen uddyber: ”Det har været en fornøjelse at se hvordan en tydelig og dynamisk spillestil, suppleret med mod i duellerne, har præget U13-pigerne og U14-pigerne – og som har understøttet spillernes fine udvikling og de flotte resultater”.
Resultaterne og udviklingen står på skuldrene af et stærkt klubsamarbejde i Ulveland med stærke fodboldmiljøer – både for pigespillere og drengespillere.
Alexander Brandt er træner for FCM U13 Pigerne, og han deler Jesper Sigens glæde: ”U13-holdet og U14-holdet er de første, der er udtaget direkte fra TOPcenter-konceptet – dvs. med FCM Klubsamarbejdet og de mange involverede klubber som fødekæde. Den flotte sæson er derfor et kæmpe skulderklap til de mange lokale frivillige ildsjæle, trænere og spillere”.
Han glæder sig desuden over, at spillerne med baggrund i TOPcenter-forløbet blev suppleret med to spillere fra Pige-Licenstræningen, som dermed blev optaget i U13-truppen. Et signal om at der er bevægelse i tingene, at licenstræningen hver fredag er seriøs og målrettet, samt at midt- og vestjyske talenter altid har FCM-bevågenhed.
Til den kommende sæson 2025/2026 står et nyt kuld U13-piger klar, de nuværende U13-piger bliver til U14, og de nuværende U14-piger bliver til U16. Dermed er der al mulig grund til at tro på, at FCM kan fastholde det høje niveau, som er opnået også i pige- og kvindefodbolden.
Jesper Sigen slutter af: ”Den fine udvikling og de flotte resultater i den afsluttede sæson understøtter forventningerne til den kommende 2025/2026 sæson. Jeg og mine FCM-kollegaer glæder os”.