En kampmod Sampdoria og lektioner lært

Vi spiller en god kamp, og sidder tungt på kampen med bolden på nær de sidste 6 minutter. Vi scorer tidligt til 1-0 på et flot langskudsmål og Novara udligner til 1-1 lige efter pause på den første situation hvor de var på visit i vores felt. Generelt løber de efter os med bolden, og vi leder efter de endelige gennembrud. Midt i anden halvleg får vi scoret to flotte mål til både 2-1 og 3-1 og kampen virker til at være punkteret. Herfra var Italienerne ikke længere interesseret i at spille, og der var dømt Italiensk mesterskab i frispark og provokation. Desværre hopper vi i fællen med begge ben og bød dem op til den dans de gerne ville have os til at danse. Først begår vi straffespark på en holdesituation i feltet som de omsætter til 3-2 med fire minutter tilbage, og efter en stribe af unødvendige frispark ude i siderne af banen får de udlignet til 3-3 på et selvmål efter en høj bold ind i feltet i overtiden. Dermed skulle kampen pludselig afgøres i straffespark efter at vi har været i total kontrol og nu givet dem muligheden for at være med igen.

Straffesparkskonkurrencen vinder vi 3-2, og kunne derfor trække os sejersigt ud af kampen. Troede vi..

Da vi har forladt banen og er på vej ned i omklædningsrummet sker der nogle uforklarlige ting på Italiensk mellem en masse mennesker og modstanderholdet, og pludselig var straffesparkskonkurrencen ugyldig, vi bliver slæbt op på banen igen flere minutter efter kampsplut, og der skulle nu sparkes flere spark. Naturligvis en fuldstændig surrealistisk situation, men alt andet lige lykkes det for dem at bringe os ud af balance og det der nu virkede til være dømt til at gå galt, gik selvfølgelig galt. Vi brænder og de scorer, og dermed havde Novara pludselig vundet. Efter kampen blev der skabt en unødvendig stemning, og det var generelt for os om at komme i omklædningsrummet og væk fra banen hurtigst muligt. Når der tidligere på turen blev talt om omstillingsparathed og uforudsigelighed blev denne del hvertfald kraftig testet på den sidste dag. Læringen fra kampen ligger dog primært i at kontrollere en fodboldkamp færdig når man fører med to mål og er godt spillende, og at undgå at sætte sig selv i en situation hvor man pludselig kan tabe det hele mellem hænderne fordi man ikke evner at holde hovedet koldt, nok.

I stævnet sidste kamp ventede der en fed kamp mod storklubben Sampdoria. Vi var opsat på at få sat endnu en god præstation sammen og at få rundet stævnet godt af både resultat- og spillemæssigt. Vi spiller fint med bolden i første halvleg, og har overordnet set kampen i vores spor, men skaber dog ikke rigtig chancer i spillet, og da Sampdoria scorer på et indlæg på bagerste stolpe var vi pludselig på baghjul og skulle nu jagte. Den jagt lykkedes for anden gang il.a. stævnet hvor vi først finder 1-1 målet med ti minutter tilbage af kampen, og den fortsatte offensive satsning kastede også 2-1 målet af sig med fem minutter tilbage til stor eufori. De sidste fem minutter bliver en forsvarskamp hvor vi forsvarer feltet med stor ærgerrighed og beslutsomhed mod en modstander med stor fysisk overlegenhed, og forløsningen var derfor stor da kampen blev fløjtet af og vi kunne trække os ud som vindere af kampen.

Drengene har generelt præsteret flot til stævnet, og selvom der i momenter har været få, men vel og mærke naturlige udsving i spil og præstationer over så mange dage, så har stævnet klart været godkendt for os. Sejre over Monaco, Sampdoria og Bogliasco, fortjent nederlag til Genoa, uafgjort mod Novara og som de eneste til at score og tage point mod Juventus der til sidst vant stævnet overlegent efter først at have slået Inter Milan 4-0 i semifinalen og siden Torino 2-0 i finalen.

Drengene har igen bevidst at de kollektivt og ikke mindst individuelt kan være med i det fineste selskab, også når vi spiller i Europa. Særligt den sidste del er ekstremt vigtigt for os i FC Midtjylland da vi har et stort individuelt fokus i den måde vi arbejder på. Dette er med til at skabe ny energi og give endnu mere motivation i træningsdagligdagen som er der hvor fundamentet for både oplevelser og præstationer som disse bliver skabt.

Tak til Joachim Møller Jensen for de løbende opdateringer fra stævnet.