FCM Klubsamarbejdet har som forening naturligvis vedtægter, årsmøder, valghandlinger osv. – ligesom mange andre foreninger i det foreningsglade Danmark.

 

Øverste myndighed i FCM Klubsamarbejdet er repræsentantskabet, som består af klubfolk fra de mere end 130 samarbejdslubber i Ulveland, og det årlige repræsentantskabsmøde er netop afviklet på Guldminen i Ikast.

 

Thomas Larsen er leder af FCM Klubsamarbejdet. ”Det er en de dage, hvor vi forsøger at finde balancen mellem overholdelse af de formelle (og måske lidt kedelige) krav omkring vedtægter, dagsorden osv.”, fortæller Thomas Larsen, ”og på den anden side forsøger at gøre mødet til en sjov og spændende begivenhed, som deltagerne husker tilbage på med glæde”.

 

Dirigentposten blev i Kent Falkenvigs feriefravær klaret af Jan Rahbek, og han styrede repræsentantskabsmødet gennem de faste punkter.

 

Michael Koch fra Brande IF er formand for FCM Klubsamarbejdet, og hans beretning indeholdte bl.a. fortællingen om det meget høje aktivitetsniveau i FCM Klubsamarbejdet – et aktivitetsniveau der kommer alle samarbejdsklubber til gavn og glæde.

 

Derefter fulgte gennemgang af regnskab og budget, samt valg til diverse udvalg, og Jacob Larsen (fodbolddirektør i FC Midtjylland) orienterede om nogle af de seneste udviklinger i FC Midtjylland.

 

”Herefter tog vi en time-out i den egentlige dagsorden”, fortæller Thomas Larsen. ”Efter en kort kaffepause kunne vi nemlig byde velkommen til superligadommer Morten Krogh. Han gav en superkort introduktion af sig selv, hvorefter han besvarede og kommenterede på spørgsmål fra publikum”.

 

Og dialogen med Morten Krogh kom vidt omkring, lige fra VAR-udfordringer, samarbejdet mellem dommerne før, under og efter kampene, spilleradfærd og meget andet – alt sammen i en meget åben, positiv og humørfyldt atmosfære.

 

Efter et stort og fortjent bifald til Morten Krogh kunne Jan Rahbek som dirigent vende tilbage til mødets dagsorden, bl.a. til hædringer, som er en fast bestanddel af repræsentantskabsmøderne.

 

Thomas Larsen og Michael Koch uddybede på skift valget af de 3 hædringer:

  • Årets samarbejdsklub: Hanstholm IF.
  • Årets klubrepræsentant: Martin Andersen fra Faster BG.
  • Årets uddannelsesklub: Herning Fremad.

 

De flotte og fortjente hædringer vil blive yderligere omtalt i særskilte nyhedsartikler.

 

Thomas Larsen sendte desuden rosende ord i retning af de mange klubber, som det seneste år har leveret spillere til FC Midtjyllands pige- og drengeakademi, samt leveret spillere til diverse udgaver af FCM-ungdomshold.

 

Derefter kunne repræsentantskabsmødet rundes af. De mange deltagere kunne drage mod MCH Arena, hvor de overværede FCM vinde stort over Vejle Boldklub – og Thomas Larsen og hans kollegaer i FCM Klubsamarbejdet kunne haste videre til de næste aktiviteter på en travl dag.

 

Thomas Larsen får de sidste ord: ”Søndag d. 19. oktober 2025 var en særdeles hektisk dag for FCM Klubsamarbejdet. Eftermiddagens repræsentantskabsmøde blev i sammenhæng med superligakampen suppleret med klubudflugter, boldbørn, indløbsbørn, FCM Mini League - og ikke mindst præsentationsrunden i pausen af superligakampen, hvor op mod 600 fodboldbørn og deres trænere blev hyldet af hele MCH Arena. Alt i alt en positiv, humørfyldt og vellykket dag for mig og mine kollegaer i FCM Klubsamarbejdet”.