Af: Flemming Bjerre

FC Midtjylland er kendt for at være nytænkende, og et af de nyeste initiativer er nu klar til at blive rullet ud. FCM vil gerne komme endnu tættere på samarbejdsklubberne og har derfor tilbudt alle samarbejdsklubber en infoskærm på 49 tommer, hvor der bliver mulighed for at vise en række praktiske informationer om, hvad der sker i den enkelte klub.

Der er - på godt jysk - tale om et rigtigt godt tilbud, da FC Midtjylland med hjælp fra sponsorer afholder den fulde udgift til skærmene og opsætningen.

- Vi har et ønske og en ambition om at være endnu tættere på alle ude i samarbejdsklubberne. Og vi vil gerne være med til at gøre dagligdagen lettere og mere overskuelig i klubberne, fortæller Preben Rokkjær, der er Marketing & Support Director i FC Midtjylland.

Med tilbuddet kan klubberne på en simpel måde informere om omklædning, baner og nyt fra klubben. Samtidigt har de enkelte klubber mulighed for at eksponere lokale sponsorer på skærmen.

- Herudover får vi mulighed for at give aktuel information om FC Midtjylland, oplyser Preben Rokkjær.

De enkelte klubber bestemmer selv indholdet, dog råder FC Midtjylland over en mindre del af skærmen, hvor klubben vil komme med informationer om f.eks. hjemmekampe eller tilbud i Ulveshoppen.

Fra skepsis til Super-fan

Herning KFUM er en af klubberne, der om få dage får opsat deres infoskærm.

- Vi var på forhånd lidt skeptiske. Men efter at være præsenteret for, hvor let det er at arbejde med, er vi blevet Super-fan af den nye infoskærm, og hvor let det er at opdatere oplysningerne, udtaler Randi Pedersen, der er centerleder i Herning KFUM Idrætscenter.

- Jeg er allerede begyndt at planlægge indholdet, hvor vi bl.a. ønsker at præsentere vores trænere, fortsætter Randi Pedersen.

FC Midtjylland har afholdt infomøder om de nye infoskærme, så samarbejdsklubberne er godt rustet til at tage det nye digitale værktøj i brug.

Vi glæder os til at komme i gang

Det er ikke kun i Herning KFUM, man ser frem til at tage infoskærmen i brug. Peter Riis, der er aktivitetsformand i Aktiv Timring og Kira Reher, der er eventkoordinator i Billund IF stemmer i:

- Vi blev ret hurtigt overbeviste, og det virker til at være enkelt at håndtere. Vi er spændte på, hvordan det kommer til at fungere i praksis, fortæller Peter Riis.

- Vi synes i forvejen vi får rigtigt meget ud af samarbejdet med FC Midtjylland og var ikke i tvivl om, at vi ville tage imod tilbuddet. Vi glæder os til at komme i gang, når der bliver åbnet for adgangen til hallen, fortæller Kira Reher.

Der har været stor interesse i klubberne, så de kommende uger bliver der arbejdet på højtryk for at få installeret de mange skærme, så de står klar, når forårssæsonen for alvor går i gang.