Ny FCM samarbejdsklub mod sydvest

Klubsamarbejdets område 3 tilføres en ny FCM samarbejdsklub…

Strellev Lyne GU, der geografisk er placeret i område 3 af Ulveland, og har FCM samarbejdsklubberne BFK HSV IF, Vostrup GU, Ådum I&U og Tarm IF som sine nærmeste naboer, har valgt at indtræde i FCM Klubsamarbejdet. Selvom klubben hermed bliver FCM Klubsamarbejdets nyeste medlem, ja så har klubben rent faktisk allerede én aktie i en akademispiller i FCM, idet Frederik Heiselberg fra akademiårgang ’03 trådte sine første støvler her – inden han drog videre til naboklubben Tarm IF.

Strellev Lyne GU er en af de mindre fodboldklubber i Ringkøbing-Skjern Kommune, men alligevel er det en klub, hvor der er god tro på tingene, og hvor man gør meget for sine medlemmer.

- I en klub som vores, skal vi hele tiden arbejde hårdt for at holde vores medlemmer ”fast” i foreningslivet. Vi ligger lige i midten af det hele og alligevel ingenting med byer som Varde, Ølgod, Bork og Tarm omkring os. Men det gør vi så også og vi ser det som succes i sig selv at formå og holde ”gryden i kog” ude i en lille forening som SLGU. Flere unge mennesker melder sig på banen, hvilket også er positivt. Dem skal vi blive ved med at pleje og det skal altid være spændende at være en del af SLGU, fortæller en af klubbens helt store drivkræfter Mette Raunkjær Mortensen.

Det er bl.a. også med det in mente at være attraktiv overfor sine medlemmer, at Strellev Lyne GU nu melder sig ind i FCM Klubsamarbejdet, hvor fællesskabet klubberne imellem også er meget stærkt.

- I vores øjne er det vigtigt med samarbejde på tværs af organisationer. Et samarbejde med FCM skulle gerne være med til at gøre fodbolden endnu mere attraktiv – både på og udenfor banen. Vi prioriterer fællesskabet højt og det fornemmer vi også, at de øvrige medspillere i FCM Klubsamarbejdet gør. Vi glæder os til udfordringer på en anden måde, også på den anden side af Lynes byskilt. Det skal gerne være med til at sætte tingene i perspektiv på en god og konstruktiv måde, UDEN at lukke vores egen lille forening ned, men modsat give det hele ”et løft”, fortæller Mette Raunkjær Mortensen.

At FCM Klubsamarbejdet nu får indlemmet endnu en aktiv medspiller i den midt- og vestjyske fodboldfamilie, er noget, som vækker begejstring i FCM Klubsamarbejdet.

- Vi er i FCM Klubsamarbejdet glade for, at Strellev Lyne GU nu har valgt at blive en del af det store fodboldfællesskab i Midt- og Vestjylland. For som vi har sagt flere gange før, så betyder hvert eneste medlem af vore samarbejdsklubber noget, og det er uanset, om man kommer fra en stor eller lille klub. Vi ser frem til at kunne komme til at give tilbud til alle klubbens medlemmer og håber jo selvfølgelig på, at vi over tid sammen kan udvikle endnu en akademispiller fra klubben og dermed også kan skabe endnu et lokalt forbillede, fortæller leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, med et smil på læben.

FCM Klubsamarbejdet involverer hermed 139 samarbejdsklubber i hele Midt- og Vestjylland. Dermed er netværket nu endnu tættere og endnu stærkere, og det er således endnu engang en understregning af, at FC Midtjylland er HELE regionens hold til glæde for FC Midtjylland, klubberne i FCM Klubsamarbejdet samt vigtigst af alt til glæde for alle børn og unge i Ulveland.