Nedslående medlemstal, men hjælp til trænere i samarbejdsklubber

Mange fodboldspillere er forsvundet fra de grønne arealer gennem det sidste år, men FC Midtjylland og FCM Klubsamarbejdet hjælper nu trænerne i samarbejdsklubberne med at kunne bruge alt fokus på børnene og de unge mennesker ude på banen, så flere vil komme tilbage.

For nyligt blev der offentliggjort nogle nedslående medlemstal for idrætten i Danmark og heller ikke fodbolden er gået ramt forbi. Der er således det seneste år mistet 18.584 fodboldspillere i Danmark, hvilket svarer til en tilbagegang på 5,65 % af alle fodboldspillere. I Jylland svarer det dog til, at man samlet set har mistet 7,8 % af alle fodboldspillende medlemmer. Kigger man dybere i tallene opdager man til sin skræk, at det i Jylland er hele 11,8 % af alle medlemmer i alderen 0-18 år og omsætter man medlemstallet til hoveder, så er det 11.606 0-18-årige jyske fodboldspillere, der er faldet fra fodbolden.

Også FCM samarbejdsklubberne er hårdt ramt, når vi kigger på det antal medlemmer, som I har opgivet de to seneste år. Godt nok har 41 samarbejdsklubber haft medlemsfremgang, men samtidig har 104 samarbejdsklubber oplevet et medlemsfrafald på alt fra 1-212 medlemmer. Samlet set er der desværre mistet 3.707 medlemmer i vores samarbejdsklubber.

FC Midtjylland og FCM Klubsamarbejdet vil være en del af løsningen
Mange steder kæmpes der i denne tid en kamp for at få alle disse medlemmer tilbage på fodboldbanen igen og mange steder kæmper man en kamp for også at få de frivillige tilbage i klubben igen. Den kamp vil vi gerne støtte op omkring!

Vi har derfor besluttet, at vi i 2021 gør FCM Ulvetræning abonnementsfrit for alle 145 samarbejdsklubber.

Vi synes nemlig ikke, at nogen trænere/ledere i vores samarbejdsklubber skal bruge tid på andet end at få børnene og de unge mennesker tilbage på fodboldbanen – tilbage til fællesskabet – tilbage til samværet, smilene og kammeraterne. Derfor vil vi gerne hjælpe trænere i samarbejdsklubberne med at planlægge den gode, sjove, udfordrende og udviklende træning til alle deres U5-U19-spillere.

I praksis betyder det, at alle de U5-U19 trænere som klubberne har indtastet på fcmklubsamarbejdet.dk, hver uge i resten af 2021 (juli og december undtaget) vil kunne logge ind på siden og finde to ugentlige niveau- og aldersinddelte træningsprogrammer – uanset om man er træner for pigerne eller drengene. Vi forventer desværre ikke, at alle de ekstra sportslige tiltag i forbindelse med FCM Ulvetræning (træningsdag med Superligaspillere, kurser, klubbesøg m.m.) kommer til at foregå i 2021, men selve træningen, målmandstræningen, den skadesforebyggende træning m.m. vil være planlagt.

Den ABONNEMENTSFRIE adgang til FCM Ulvetræning gælder allerede fra i dag og vi håber, at alle trænere og ledere vil tage godt imod, at de nu kan spare hele forberedelsesdelen til træningerne og i stedet bruge alle deres kræfter på at gøre træningen så sjov og inspirerende, at alle medlemmerne kommer tilbage på træningsbanen – og meget gerne flere end det.