Akademi
MAGNE KRISTENSEN SKRIVER UNDER PÅ AKADEMIKONTRAKT
Magne Norn Kristensen, som er fætter til både Leon Jessen og Rasmus Nissen
Kristensen, har skrevet under på sin første kontrakt med akademiet.
Magne Norn Kristensen er en talentfuld forsvarsspiller, som tidligere har spillet i Brande IF og til dagligt huserer på
FC Midtjyllands U15-hold. Efternavnet ‘Kristensen’ kan meget vel vække genklang hos mange FC Midtjylland-fans,
og med god grund; Magne Kristensen er nemlig fætter til den tidligere førsteholdsprofil, Rasmus Nissen Kristensen.
Derudover er han også fætter til Leon Jessen, som ligeledes har foldet sig ud på det midtjyske Superligahold. Sidst
men ikke mindst, hedder faren Sigurd Kristensen – tidligere divisionsspiller i Ikast fS, ungdomslandsholdsspiller og
efterfølgende udlandsprofessionel i østrigske Sturm Graz.
Hvad betyder det for dig at skrive under på den her kontrakt?
– Det er en fed følelse at spille for en klub, man holder med. Derfor betyder det enormt meget for mig at skrive
under på min første kontrakt med FC Midtjylland, og jeg er glad for at være kommet et skridt tættere på mit mål
om at blive professionel fodboldspiller.
Hvad ønsker du at forbedre i dit spil i løbet af de næste år?
– Et af mine fokuspunkter de næste år bliver helt sikkert, at jeg skal udvikle mig teknisk. Samtidig vil jeg gerne blive
endnu bedre til at hjælpe mine holdkammerater.
Har du nogle drømme/ambitioner længere ude i fremtiden?
– Min helt store drøm er at komme på landsholdet, men jeg tager et skridt ad gangen. Jeg skal kæmpe hårdt fra
dag ét, så jeg i første omgang fortsætter med at få en masse spilletid her i FCM.
Hvilken professionel fodboldspiller minder en smule om dig – og hvorfor?
– Luke Shaw fra Manchester United og det engelske landshold. Han har den der gejst og fysik, ligesom han både
kan spille frem i banen og forsvare. Samtidig har han en stor motor og kan både brodere samt mose sig igennem,
lyder det fra Magne Kristensen.
Akademichef Flemming Broe siger følgende om Magne Kristensen:
– Vi har med en spiller at gøre, der både besidder et stort talent og en god fysisk pakke. Magne er både duel- og
gennembrudsstærk. Han kan både spille midterforsvar, back og tilmed kant, siger Flemming Broe og fortsætter:
– Magne har en stor vindermentalitet og seriøsitet omkring sit fodboldspil. Man kan mærke på ham, at fodbold
betyder noget, og det er vigtigt, hvis man skal gå hele vejen, fordi det kræver, at man prioriterer sin udvikling. Det er
jeg ikke i tvivl om, at den unge mand gør.