Siden akademiets oprettelse i 2004 er der blevet udviklet adskillige dygtige forsvarsspillere. Tænk bare på navne som landsholdsanfører Simon Kjær, FCM-anfører Erik Sviatchenko og Danmarks dyreste fodboldspiller Joachim Andersen.

Fælles for dem udover deres position er, at de har fået deres fodbolduddannelse i Ikast. Nu er et nyt defensivt talent klar til at begynde på akademiet.

Der er tale om Gustav Bjerge, der i forbindelse med hans 15-års fødselsdag har skrevet under på en 3-årig kontrakt med FCM.

- Det er mega fedt, og man har en følelse af glæde og stolthed. Det er jo den første drengedrøm at skrive under på en kontrakt. Jeg glæder mig til at spille en masse. At spille fodbold er jo det, jeg elsker, så det bliver fedt, lyder det fra en glad Gustav Bjerge.

Også akademichef Flemming Broe er tilfreds med aftalen.

- Gustav er utrolig målrettet, og det er en stor forudsætning for at nå langt. Vi glæder os til at arbejde med ham og følge hans fortsatte udvikling, siger Flemming Broe.

Stor duelstyrke

Gustav Bjerge har tidligere spillet i samarbejdsklubberne Mejdal-Halgård Fodbold og Mejrup GU, inden han kom til FC Midtjylland.

Hele vejen igennem har han været en leder på banen.

- Gustav er kendetegnet ved nogle gode lederevner og en stor vindermentalitet. Han kommer med stor duelstyrke og en god teknik, så det er en god pakke, som vi skal udvikle endnu mere, fortæller Flemming Broe.

Den 15-årige defensivspiller er klar til at arbejde for at blive endnu bedre.

- Jeg er en klog spiller med en god teknik, og jeg vil gerne bruge min spilintelligens på banen. Jeg har en god størrelse og fysik, men jeg vil gerne arbejde med min fart. Jeg drømmer om at leve af at spille fodbold. Nu handler det bare om at udvikle mig og arbejde hårdt, understreger Gustav Bjerge.

Stort tillykke med kontrakten til Gustav Bjerge.