”Hey, se lige der – Lupus er på besøg – og han skriver autografer!”

Opfordringen var ikke til at tage fejl af da Lupus søndag d. 14. september blev spottet på Tjørring IF´s dejlige fodboldanlæg. Og godt nok var dagen tæt besat med kampe i det skønne september-vejr for de mange fodboldpiger og fodbolddrenge, men der var også tid til at opleve fanzonens mange aktiviteter, Lupus og den positive stemning rundt om på anlægget.

 

”Og fodbold blev der i den grad spillet”, fortæller Thomas Larsen, leder af FCM Klubsamarbejdet. ”Faktisk blev der sat deltagerrekord for efterårsudgaven af Ulvecuppen med 110 hold i årgangene U8 til U10”.

 

Det gav sved på panden for både FCM Klubsamarbejdet, men også for Kenneth Halberg og hans foreningskollegaer i Tjørring IF.

 

”Opmaling af 21 fodboldbaner, lån af fodboldmål i naboklubber, opstilling og bemanding af salgsboder på fodboldanlægget – der er nok at se til som værtsklub”, fortæller Kenneth Halberg. ”Men der er også et godt udbytte som værtsklub – både økonomisk, men også oplevelsen af at være en del af et godt arrangement”.

 

FCM Ulvecup har fokus på den gode stemning og fællesskabet – og ikke fokus på resultater, puljevindere osv. Ulvecuppen foregår i en forårsudgave og en efterårsudgave, og med Vestjysk Bank som hovedsponsor har stævnet gennem årene udviklet sig til en skøn tradition.

 

”Gennem årene har tusindvis af fodboldpiger og fodbolddrenge – både fra ”ulveland” og fra andre egne af Danmark – deltaget i FCM Ulvecup”, fortæller Thomas Larsen.

 

Søndag eftermiddag kunne folkene i FCM Klubsamarbejdet og Tjørring IF sende de mange deltagere hjemad med medaljer om halsen og smil på læben.

Thomas Larsen slutter af: ”Efter stævnedagen modtager alle deltagere en fribillet til en kommende FCM-hjemmekamp i superligaen på MCH Arena – og det høje aktivitetsniveau i FCM Klubsamarbejdet fortsætter med kommende stævner, camps, træningstilbud osv. – alt sammen noget man kan læse mere om på www.fcmklubsarbejdet.dk”.

 

Find flere billeder fra FCM Ulvecup på FCM Klubsamarbejdets hjemmeside.