Først lidt statistik:

  • FCM Mini League havde debut d. 31. juli 2024 i forbindelse med FCM´s kamp mod UE Santa Coloma (playoff-kamp til Champions League).
  • FCM Mini League stævnet i forbindelse med FCM vs Randers FC i Superliga Mesterskabspillet var stævne nr. 26.
  • FCM Kvindefodbold mødte ASA på MCH Arena d. 5. oktober 2024. Også her blev der arrangeret FCM Mini League – selvfølgelig med pigehold som deltagere.
  • Fire FCM-hjemmekampe hen over sæsonen har ikke indeholdt FCM Mini League – alle fire hjemmekampe var europæiske kampe med kampstart kl. 21.
  • Alle årgange U8 til og med U12 (både piger og drenge) har været repræsenteret til FCM Mini League.
  • De i alt 26 udgaver af FCM Mini League har haft deltagelse af i alt omkring 2.500 spillere, som sammen med tilhørende trænere, forældre, søskende m.v. har bidraget til de fine tilskuertal på MCH Arena.
  • I alt er der spillet tæt på 400 fodboldkampe, svarende til ca. 3.500 minutters fodbold på MCH Mini Arenas kunstgræs.

Forud for næsten alle FCM-hjemmekampe på MCH Arena står FCM Klubsamarbejdet i spidsen for FCM Mini League, som giver fodboldpiger og -drenge fra FCM´s samarbejdsklubber mulighed for en ekstra oplevelse.

Hver udgave af FCM Mini League har sin egen årgang og række, og der har ikke manglet interesse fra klubberne.

”Allerede efter afslutningen af første halvdel af 2024/25-sæsonen kunne vi se at FCM Mini League var en eftertragtet begivenhed”, fortæller Thomas Larsen, leder af FCM Klubsamarbejdet, ”og vi kunne til mange af stævnerne melde alt udsolgt og tilmed venteliste”.

Denne tendens er fortsat ind i resten af 2025-sæsonen, og da FCM indkasserede sølvmedaljerne i sæsonens sidste hjemmekamp mod Randers FC, deltog U10 drengehold fra 11 forskellige klubber i sæsonens sidste udgave af FCM Mini League.

Når superligaens kampprogram foreligger for sæsonen 2025/26, fastlægges også programmet for FCM Mini League og ansøgningsprocessen åbner.

Thomas Larsen får de sidste ord: ”Der er en fantastisk stemning omkring mini-arenaen når de flere hundrede spillere, trænere, forældre, søskende m.v. flokkes omkring banen, og samtidig nyder oplevelserne og aktiviteterne i fanzonen. Jeg kan kun opfordre til at holde øje med www.fcmklubsamarbejdet.dk, hvor program, årgange, ansøgningsvilkår m.v. vil fremgå”.