FCM Mini League
FCM Mini League sætter rekord og skaber magisk stemning.
U7 og U8 piger og drenge skabte forrygende stemning da FCM Mini League løb af stablen forud for FCM mod Randers FC.
”Hvis man ikke bliver glad når man overværer FCM Mini League, så er man lavet af sten”.
Sådan lød det fra trænere og forældre til deltagerne i søndagens FCM Mini League – og fra FCM Klubsamarbejdet lød de samme toner.
”Søndagens kamp mod Randers FC havde kampstart kl. 14.00”, uddyber Thomas Larsen, leder af FCM Klubsamarbejdet. ”Kombineret med fine vejrforhold og rekordmange deltagere var rammerne skabt for nogle helt igennem positive og humørfyldte timer”.
FCM Klubsamarbejdet rummer et stort menukort med mange events, stævner, camps m.v. for de yngste fodboldspillere i Ulveland – og til kommende udgaver af både Ulvecup og Regionens Hold Micro Cup er der p.t. åben for tilmeldinger, ligesom mulighederne for deltagelse i FCM Mini League løbende opdateres i takt med offentliggørelse af kamptidspunkter for superligaen.
Læs mere om Regionens Hold Micro Cup
FCM Mini League er en fast bestanddel af næsten alle kampdage på MCH Arena, hvor de enkelte udgaver af stævnet retter sig mod forskellige årgange og rækker fra kampdag til kampdag – og på en sæson bliver det til mere end 20 udgaver af stævnet.
Thomas Larsen fortsætter: ”FCM Klubsamarbejdet står som arrangør af Mini League stævnerne, som retter sig mod vores mange samarbejdsklubber, og vi forsøger at komme helt vejen rundt om alle årgange fra U7 til U13 – både for piger og drenge”.
Deltagelsen i FCM Mini League handler ikke kun om at spille en masse intense kampe på MCH Mini Arena. Deltagelsen inkluderer også en billet til dagens superligakamp, og denne kombination gør FCM Mini League til et attraktivt event blandt klubberne i FCM Klubsamarbejdet.
Med deltagere i årgangene U7 og U8 var søndagens udgave af FCM Mini League helt speciel: For mange af deltagerne og deres trænere, forældre og søskende var det debut som tilskuer til en superligakamp på MCH Arena.
”Den skønne oplevelse for børn og voksne bidrager til FC Midtjyllands status som ”Hele Regionens Hold”, og mange fremtidige FCM-fans bliver skabt sådan en dag”, afrunder Thomas Larsen, der sammen med resten af teamet omkring FCM Klubsamarbejdet ser frem mod næste udgave af FCM Mini League mandag d. 7. september, hvor det er udsigt til et topopgør i Superligaen mellem FC Midtjylland og FC Nordsjælland.