Grindsted GIF

Grindsted GIF vil først og fremmest sige tusind tak, fordi vi fik muligheden for at få nogle gode unge spillere ud til vores klub. Det var en rigtig god oplevelse for vores spillere i Grindsted, som elskede Oscar Fraulo, Marcus Nielsen, Christian Peter Bøje Jørgensen og Ousmane Diomande. De fire unge gutter havde hver en gruppe, hvor de fik hjælp fra fire af vores trænere. Der skal lyde en kæmpe ros til FCM spillerne for deres tilgang til træningen. På trods af at det nok ikke lige er det, de har prøvet mest, så var de ekstremt gode til at værne om vores spillere. Det vigtigste for os som klub er, at vores spillere får en god oplevelse. Og det gjorde de blandt andet grundet deres tilgang, hvor ingen er mere værd end andre trods deres professionelle karriere.

Team BFO (Sdr. Omme IF og Filskov IF)

Den 2. maj havde Team BFO (fodboldsamarbejdet Sdr. Omme/Filskov) besøg af Malthe, Timothy og Christian som alle 3 er spillere fra FCM akademiets U17 hold.

Stadion ved multicenteret i Sdr. Omme emmede af aktivitet fra de ca. 60 U9-U13 drenge- og pige spillere, der var mødt op til træningen. Der blev øvet afleveringer, skud på mål, hurtighed og kampgejst på skønneste vis – igangsat af de 3 akademispillere.

Efter træningen måtte de 3 akademispillere øve sig i disciplinen: Skrive autografer, da de mange spillere fra Team BFO også havde set frem til at få et minde med hjem fra mødet med FCM akademiets spillere.

Tak for besøget Malthe, Timothy og Christian. Hilsen alle spillere, trænere og udvalgsmedlemmer fra Team BFO.

Lem Boldklub

Mandag den 2. maj tog de tre unge spillere Andreas Bonnén, Obule Sunday Moses og Nicholas Beetson, alle fra FC Midtjyllands fodboldakademi, turen til Lem Boldklub for at træne Lem Boldklubs unge U13D og U15D i 1½ time. Der var også lige en enkelt U15P spiller tilstede.

Selvom der var koldt, blev de unge spillere fra Lem Boldklub hurtigt varmet grundigt op og gennem forskellige øvelser blev de klar til at spille kamp. Først spillede de mod hinanden, hvor akademispillerne deltog på hver deres hold. Kampen var meget lige. Herefter var det akademispillernes tur til at spille mod de 16 fra Lem Boldklub. Selvom der blev gået godt til den, var der ingen skadede spillere og ingen gule eller røde kort. Drengene fra Lem Boldklub løb dog med sejren

Det var en dejlig aften på Lem Stadion, hvor alle morede sig og fik spillet noget fodbold. De tre akademispillere skal have stor tak for at tage turen mod vest og for at tackle vores unge spillere med glæde og godt humør.