Det blev en dag man sjældent glemmer for Tarm IF og Tarm Idrætscenter. Markeringen af 125 års jubilæet var højdepunktet de to superligahold FC Midtjylland og OB´s kamp på Tarm Stadion lørdag 25. Juni

Der var masser af øl i hanerne, pølser på grillen, høj solskin og ca. 700 tilskuere på Tarm Stadion.

FC Midtjylland ankom med de første allerede kl 11:45, da nogle af  spillere som ikke har trænet så meget i opstarten og som ikke var en del af selve kampen mellem FCM og OB trænede på stadion fra kl 12:00 – 13:00. Bladt andet David Ousted, Evander og Rafael Oniedika kunne opleves.

Før kampstart var der opvarmning af publikum med FCM´s mascot, Ulven Lupus, som også sørgede for at vores indløbs drenge og piger blev varmet godt op før de gik med spillerne ind på banen før kampstart.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Der blev også lige tid til et billede med indløbsdrengene, Lupus og vores lokale helt i FC Midtjylland, Frederik Heilselberg, som spillede hele 2. halvleg og fik en hovedrolle i eftermiddagens kamp.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Før kampen var sponsorer, æresmedlemmer, trænere og ledere i Tarm IF inviteret til 30 min. foredrag med Assisterende Sportschef Kristian Bach Bak, som fortalte om sine bedrifter, som lokal spiller i FCM, til at blive professionel, først i FCM og senere i Heerenveen i Holland, samt rollen som assistentræner og sin nu nye rolle som Assisterende Sportschef. Meget interessant og et spændende indblik i fodboldverdenen, som adskiller sig en del fra andre verdener.

I pausen  var der konkurrence, med præmier fra Tarm Idrætscenter, Dansk Outlet og Falke Møbler. FC Midtjyllands Direktør. Claus Steinlein trak præmien til den heldige vinder af et gavekort på 6000 kr fra Falke Møbler. Tak til vores sponsorer for støtten.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Vinderen af gavekortet til Falke Møbler flankeret af Peter Kirchhecker, Tarm IF og Claus Steinlein, CEO, FCM.

Selve kampen:
FC Midtjylland var bagud 0-2 ved pausen efter en sløj første halvleg mod OB. Men allerede et kvarter inde i anden halvleg var FCM kommet på 2-2, og kort før tid kom sejrsmålet også.

Pione Sisto reducerede til 1-2 fem minutter efter pausen. OB’s forsvarsgeneral Jeppe Tverskov forsøgte i ubalance at spille bolden hjem til sin målmand. Det havde alle 700 tilskuere i Tarm og hele FCM-offensiven set. 19-årige Frederik Heiselberg opsnappede bolden og serverede en let scoring for Pione Sisto, der agerede livligt i de 45 minutter, han fik på banen.

Det samme gjorde stortalentet Victor Lind. Den unge angriber udlignede til 2-2 efter en time. Han spurtede i dybden og tæmmede en lang aflevering fra Frederik Heiselberg og chippede bolden forbi OB-keeper Sayouba Mandé.

Frederik Heiselberg fik dermed to assists på sin gamle hjemmebane. Den 19-årige angriber fik sin fodboldopdragelse i Tarm IF.

FC Midtjylland - OB 3-2 (0-2)
0-1 Max Fenger 23’
0-2 Charly Horneman 36’
1-2 Pione Sisto 50’
2-2 Victor Lind 58’
3-2 Obule Sunday Moses 89’

FCM-opstilling i første halvleg: Elias Olafsson - Ousmane Diomande, Erik Sviatchenko, Juninho - Victor Bak, Charles, Andreas Nibe, Nikolas Dyhr - Valdemar Andreasen, Sory Kaba, Juan Moreno

FCM-opstilling i anden halvleg: Valdemar Birksø - Henrik Dalsgaard, Daniel Høegh, Pablo Ortiz - Mads Døhr Thychosen, Oliver Sørensen, Obule Sunday Moses, Paulinho - Victor Lind, Frederik Heiselberg, Pione Sisto

Tilskuere: Cirka 700 på Tarm Stadion

Efter kampen blev der skrevet autografer og publikum havde svært ved at slippe den lokale helt Frederik Heiselberg, som virkelig viste sig godt frem på sin gamle hjemmebane, såvel på som uden for banen.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Inden FCM og OB forlod Tarm var der spisning i hallen og FCMs anfører Erik Sviatchenko overrakte en trøje med alle spillers autografer, selvfølgelig nummer 47 (Heiselberg) 😊 Her ses Frederik Heiselberg og hans gamle træner i Tarm IF, Finn Akselsen.

(Artiklen fortsætter under billedet).

For Tarm IF blev det en uforglemmelig dag som virkelig går over i historien.

Vi fik stor ros af såvel FCM som OB for afviklingen af arrangementet og der skal derfor lyde en kæmpe stor tak til alle frivillige og til Tarm Idrætscenter og deres medarbejdere der gjorde det muligt at skabe rammerne om en fantastisk oplevelse og fejring af 125 års jubilæet.

Ja og så bliver man bare glad, når man efterfølgende ser et opslag som dette på Erik Sviatchenkos Instagram. TAK.