Fantastisk aften i Sunds IF

FCM-spillere var pludselig i øjenhøjde med de lokale børn.

Sunds IF havde torsdag d. 3. oktober 2019 besøg af Joel Andersson, Manjrekar James, Emil Sand og Mads Sandsberg fra FC Midtjylland. De stod for træningen af U10-12 Drenge og U11-13 Piger fra Sunds IF.

Det var ca. 45 forventningsfulde drenge og piger, der var klar til besøg af spillerne fra FC Midtjylland, og de blev ikke skuffede. FCM-spillerne ankom i god tid, så der var tid til holdfoto. Det var nogle friske og spillelystne FCM-spillere i legehumør, der leverede en god engageret træning, og mødte børnene i øjenhøjde.

FCM-spillerne skiftede mellem holdene i løbet af træningen, så alle nåede at blive underholdt af alle FCM-spillerne. Derefter blev der spillet kampe hvor FCM-spillerne deltog aktivt til glæde for de unge.
FCM-spillerne var gode til at engagere sig og træningsøvelserne var godt tilrettelagt så alle spillere kunne være med på hvert deres niveau. At spille kamp mod en ægte superligaspiller var tydeligt fedt for børnene.

Efter kampene stillede alle FCM-spillerne op til fotografering, og der var tid til spørgsmål, autografer og hyggesnak. Vi fik dog ikke et klart svar på spørgsmålet: "Hvorfor tabte I til OB?" :-)
Der blev skrevet autografer på alt fra arme/ben til fodboldstøvler og spilletrøjer, og ingen gik der fra uden at have fået den autograf eller det billede, som de gerne ville have. Der var stor tålmodighed blandt FCM-spillerne. Mange smil og god stemning!

Sunds IF siger tak til Joel, James, Emil og Mads, fordi de afsatte tid til at give vores drenge og piger en god oplevelse.