Familieforøgelse i FCM Klubsamarbejdet

Stoholm IF, der geografisk er placeret i område 6 af Ulveland, og har FCM samarbejdsklubberne Højslev St. IF, Vridsted IF og Skive IK som sine nærmeste naboer, har fra dags dato valgt at indtræde i FCM Klubsamarbejdet.

Stoholm IF er det man her i Midtjylland kalder en fornuftig stor klub med rundt regnet 300 medlemmer fordelt på ca. 25 hold lige fra de yngste i U5 og op til de ældste i +55. Dette skyldes bl.a., at man har formået at tiltrække flere medlemmer i klubbens børne- og ungdomsafdeling, hvilket betyder, at klubben ikke på nuværende tidspunkt er blevet ramt af de små årgange og så har klubben også været dygtig til at få mange pigespillere ind i folden.

Stoholm IF har i en årrække sværget til et samarbejde med de grønne fra Viborg, men med FC Midtjyllands DBU TOPcenter SKIVE samt de mange øvrige klubtilbud i FCM Klubsamarbejdet, så har klubben altså nu valgt at rette blikket i en anden retning.

- Vi har været rigtig glade for vores mangeårige samarbejde med Viborg, men med muligheden for at klubbens dygtigste drenge kan blive en del af DBU TOPcenter SKIVE samtidig med at der også er sportslige muligheder for de drenge, som ligger lige under det niveau i FCM-licenstræningen, ja så finder vi det meget spændende at blive en del af FC Midtjylland i stedet. Hvis man dertil lægger, at der i FCM Klubsamarbejdet også er muligheder for klubbens piger, ja så gør det bestemt ikke samarbejdet mindre spændende, fortæller klubbens fodboldformand, Anders Jakobsen, og fortsætter:

- Vi skilles således ikke som uvenner med Viborg. Vi kan bare se flere og endnu bedre muligheder i et medlemskab i FCM Klubsamarbejdet, hvor vi gennem god dialog kan se oplagte muligheder for sparring og udvikling af vores hårdtarbejdende frivillige træner- og lederstab.

Skive IK spiller hovedrolle
Også i FCM Klubsamarbejdet hersker der begejstring over, at den midt- og vestjyske fodboldfamilie er blevet et medlem rigere i og med at Stoholm IF nu har valgt at blive en del af HELE regionens hold. I den forbindelse sendes der også stor anerkendelse i retning mod Skive IK:

- At samarbejdet med Stoholm IF i det hele taget er blevet en realitet, skyldes i høj grad det frugtbare samarbejde vi indledte med Skive IK for et års tid siden. Det har givet fodboldklubberne i det område nogle flere og mere spændende muligheder, og i det hele taget er det rigtigt fedt at mærke den energi, som Skive IK byder ind med i FCM Klubsamarbejdet. Dialogen Skive IK og Stoholm IF imellem har helt sikkert også været afgørende for, at sidstnævnte nu er blevet en del af VORES fodboldfællesskab i Midt- og Vestjylland, fortæller leder af FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen, og fortsætter:

- Som vi har sagt flere gange før, så betyder hvert eneste medlem af vores samarbejdsklubber noget, og det er uanset, om man kommer fra en stor eller lille klub. Dialogen med vores nyeste familiemedlem i FCM Klubsamarbejdet har været god fra første færd og vi glæder os til at komme til at arbejde sammen med endnu flere gode mennesker end vi allerede gør.

FCM Klubsamarbejdet involverer hermed 145 samarbejdsklubber i hele Midt- og Vestjylland. Dermed er netværket nu endnu tættere og endnu stærkere, og det er således endnu engang en understregning af, at FC Midtjylland er HELE regionens hold til glæde for FC Midtjylland, klubberne i FCM Klubsamarbejdet samt vigtigst af alt til glæde for alle børn og unge i Ulveland.