Forrige sæson dukkede navnet Gustav Isaksen op mange steder i fodbolddanmark efter nogle bemærkelsesværdige præstationer i Youth League, hvor især kampen mod Manchester United var et højdepunkt.

I sidste sæson blev det ikke bare til Superligadebut, men hele 15 kampe på førsteholdet til den unge kantspiller. En kamptotal, der sagtens kunne have været større, hvis ikke en knæskade kom i vejen.

Nu har Gustav Isaksen taget det næste skridt i karrieren i form af debut på U21-landsholdet. Han blev skiftet ind mod Ukraine fredag d. 4. september i EM-kvalifikationen.

– Det var sjovt at være med. Der er mange gode spillere på U21, og niveauet er bare højt på træningsbanen, men jeg tog det i stiv arm, fortæller Gustav Isaksen om landsholdssamlingen.

UNG DEBUTANT

Gustav Isaksen er fra årgang 2001 og kunne derfor godt spille på det danske U19-landshold. Alligevel var han altså med på U21 allerede nu, og det var som den næstyngste i truppen.

– Det er er stort skulderklap at blive udtaget til U21-holdet nu, og det viser tiltro fra træneren, så det er jeg selvfølgelig beæret over. Det giver blod på tanden, lyder det fra den 19-årige kantspiller.

Fodboldopvæksten kom i samarbejdsklubben Roslev IK, inden turen gik via Herning Elite til akademiet og siden førsteholdet i FC Midtjylland. I mellemtiden er det desuden blevet til 30 ungdomslandskampe fra U16-U19. Den blonde tekniker har nu udset sig det næste skridt på banen.

– Jeg vil gerne spille fast både her i Midtjylland og på U21-landsholdet. Der venter jo et U21 EM til foråret, og det kunne være fedt at komme med til, så det går jeg efter. Og ved at gøre det godt i Midtjylland viser jeg mig jo frem for træneren. Det handler bare om at gøre det godt på banen, så det arbejder jeg hårdt på, pointerer Gustav Isaksen.

KÆRESTEN OGSÅ PÅ LANDSHOLDET

Udenfor banen er fodbold også et tema for Gustav Isaksen. Han er nemlig kærester med Fortuna Hjørring-spilleren Olivia Holdt.

Olivia Holdt er ligeledes i gang med nye skridt i karrieren, hvor landshold og europæiske kampe kommer på en ny og højere hylde.

– Hun er lige blevet udtaget til A-landsholdet for første gang og skal spille Champions League med Hjørring, så det er jo sjovt og spændende at følge med i, fortæller Gustav Isaksen.

Parret finder støtte fra hinanden på trods af distancen mellem Hjørring og Ikast. Forståelsen for livet som professionel fodboldspiller er stor.

– Vi hjælper hinanden meget. Selvom vi lige nu bor langt fra hinanden, er vi gode til at snakke sammen, og vi forstår hinanden. Det støtter helt klart os begge to, afslutter offensivspilleren.

Tillykke til Gustav Isaksen med debuten på U21-landsholdet.