Bolden triller i IF Nordthy

Opstarten har givet flere nye spillere til stor glæde for klubben.

Af: Flemming Bjerre

Det er meget forskelligt fra klub til klub, hvordan man har grebet sæsonopstarten an efter genåbningen. Vi har talt med Mikkel Toft, der har fortalt os om, hvordan de er startet op igen i IF Nordthy.

IF Nordthy er en af de nordligste klubber i FCM Klubsamarbejdet og er geografisk placeret nordøst for Thisted. Træning og kampe er fordelt mellem Sennels og Østerild. Klubben favner både fodbold og håndbold, og mange er aktive på både fodbold- og håndboldbanen.

Få dage efter genåbningen var klubben klar på træningsbanen for U12 og de ældre årgange. Og i den efterfølgende uge er også de små årgange startet, lidt tidligere end normalt.

- Vi har mærket en stor sult blandt spillerne efter at komme i gang igen. Hos både spillere og trænere har der været en kæmpe lyst til at komme ud og få spillet noget fodbold, udtaler Mikkel Toft.

Fra starten har der ikke været lagt vægt på avancerede træningsprogrammer, men blot på at komme ud og få gang i boldlegen igen.

Har banket på døre
Klubben har forsøgt at få flest mulige i gang, ikke mindst da fodbold er en af de få holdidrætter, der har fået lov at starte op.

- Vi har været rundt og banke på døren hos U12 og U13 – også dem der ikke spiller fodbold. Samlet set har vi fået 6 nye spillere, hvilket vi er særdeles godt tilfredse med, uddyber Mikkel Toft.

Så det er med stor optimisme, at IF Nordthy ser ind i forårssæsonen.

Foto: Billedet er venligst lånt fra Mikkel Toft, IF Nordthy.