19-årige Frida Danielsen er Årets Ungleder 2021 i DBU Jylland Region 3. Hun er både engageret og vellidt, når hun er med til at træne og organisere børnefodbold i FC GOG Fodbold.

Frida Danielsen er trods sin unge alder allerede et velkendt og stabilt medlem af FC GOG Fodbolds frivilligkorps. Den energiske, unge kvinde har siden 2016 været en fast del af trænerteamet omkring klubbens alleryngste fodboldspillere.

- Frida er yderst vellidt af både børn og forældre, når hun bevæger sig rundt på træningsbanerne i Givskud og Gadbjerg. Hun skaber en god atmosfære, der gør at både børn og forældre går fra træningen med en oplevelse af, at de har haft det sjovt, samtidig med at de har lært en masse, lyder det fra René Dahl, ungdomsformand i FC GOG Fodbold, i indstillingen.

- Frida indgår i et team sammen med at par jævnaldrende veninder. Hun tager oftest teten i forhold til træningen. Hun er superbruger i KampKlar, så der altid er styr på organiseringen omkring holdene fra U5-U8, fremgår det af indstillingen.

- Som ung træner støder man også på udfordringer, og her har Frida vist modenhed ved at sige fra og søge hjælp hos rutinerede trænere og klubbens ungdomsudvalg, lyder det videre.

For sit store engagement i FC GOG Fodbold kan Frida Danielsen altså nu kalde sig for Årets Ungleder 2021 i DBU Jylland Region 3.

Stort tillykke ønsker vi fra FCM Klubsamarbejdet.

Billede og tekst er fra dbujylland.dk