Var igennem utænkeligt skadesforløb: Oliver Olsen har lært meget om sig selv
21-årige Oliver Olsen blev ramt af to korsbåndskader og 26 måneder på sidelinjen bedst som seniorkarrieren skulle til at tage fart.
I slutningen af 2018 fik Oliver Olsen debut i 3F Superliga for FC Midtjylland som bare 18-årig. Det krydrede defensivspecialisten med stærke præstationer i Youth League i det efterfølgende forår, hvor FCM’s daværende U19-hold blandt andet slog Manchester United og AS Roma med Oliver Olsen som en bærende profil.
Fremtiden syntes på det tidspunkt rigtig lys for det unge forsvarstalent, men den opadgående udvikling blev sat på pause i mere end to år fra maj 2019. Her blev Oliver Olsen ramt af en korsbåndsskade i en U19-kamp mod SønderjyskE.
Bedst som han var tilbage i fuld træning, blev han ramt af uheldet endnu engang. Et år efter backspilleren rev korsbåndet over i venstre knæ, gik det denne gang ud over det højre korsbånd.
- Det var nogle hårde beskeder at få begge gange. Der løb selvfølgelig mange tanker gennem én, og jeg tænkte selvfølgelig: Hvorfor lige mig, fortæller Oliver Olsen.
- Det er svært ikke at tænke på, hvor jeg kunne have været nu uden de to skader, men sådan er der altid så meget hvis og hvis. Jeg har valgt at fokusere på de positive ting, som jeg har fået ud af mine genoptræningsforløb, og så har jeg sat mig nye mål som fodboldspiller, tilføjer den unge back, som i denne sæson er udlejet til FC Fredericia fra FC Midtjylland.
Har lært meget om sig selv
Oliver Olsen brugte mere end to år på at genoptræne fra 2019 til 2021.
- Det er klart, at der er nogle dage, hvor det ikke er sjovt. Alle ens holdkammerater er ude at træne på banen, mens jeg igen bare skal genoptræne i styrkelokalet. Der har været mange dage, der ligner hinanden, og det var nogle gange svært at se en ende på, husker Oliver Olsen og fortsætter:
- Jeg har også fået meget ud af det. Jeg kender min krop bedre end før skaderne, og jeg ved nu, hvordan jeg skal passe på den. Heldigvis har jeg fået meget hjælp af den fysiske stab i FCM, som virkelig har hjulpet mig gennem forløbet.
På det mentale område har den lange skadesperiode heller ikke været nem, men det har gjort ham til et stærkere menneske.
- Jeg er helt klart blevet stærkere rent mentalt af at have været ude i så lang tid. Det var ikke altid nemt at sidde på sidelinjen, men så måtte jeg sætte mig nye mål. I stedet for spilletid på førsteholdet som et mål, blev det pludselig en sejr, når jeg bare kunne løbe lidt. Gennem en masse små delmål var jeg i stand til at kæmpe mig igennem de 26 måneder, og det føltes som en kæmpe sejr, siger Oliver Olsen.
- Jeg har virkelig lært meget om mig selv efter de to år, og det er det, som jeg tænker tilbage på nu. Det må ikke fylde for meget, hvad der kunne være sket uden skaderne, og jeg fokuserer i stedet på fremtiden. Jeg er stadig ung og kan nå meget endnu, pointerer den 21-årige back.
En helt speciel følelse
I sommer, hvor den anden genoptræningsperiode var fuldført, var den fodboldmæssige udvikling klar til at blive kickstartet efter 26 måneder uden kamp.
Det skete, da Oliver Olsen kom i kamp i en træningskamp for FCM, inden han blev udlejet til FC Fredericia.
- Det var superfedt, men også lidt surrealistisk at være tilbage i kamp. Det var en helt speciel følelse at sidde i omklædningsrummet og trække kamptrøjen over hovedet. Bare det at gå ud til opvarmning. Det er svært at sætte ord på, når man har været ude så længe, men jeg er selvfølgelig glad for igen at spille fodbold, og det er heldigvis gået fint i denne sæson efter mine skader, fortæller Oliver Olsen.
- Mit bedste råd til unge fodboldspillere, som bliver ramt af skader, er, at man ikke skal lade sig slå for meget ud. Ja, der vil være svære dage, når man kan se ens holdkammerater træne og spille kamp, men man kan ikke gøre andet end at lægge 100 procent i sin genoptræning. Jeg kom igennem mit skadesforløb ved at forholde mig så positivt som muligt, og det hjalp mig helt klart, lyder rådet fra Oliver Olsen.
Oliver Olsen har i denne sæson spillet 19 kampe for FC Fredericia, og han har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2025.