Hæder
ILDSJÆLE FRA TARM IF BELØNNET MED REJSELEGAT
Søren Ankersens Rejselegat 2026 uddelt til Poul Pagaard og Peter Kirchhecker fra Tarm IF.
” Kære Peter og Poul. I dag skal vi hylde to mennesker, som på hver deres måde er indbegrebet af det, der holder dansk klubfodbold levende”.
Sådan lød indledningen på den hyldesttale, som Søren Ankersen leverede foran Tarm IF´s nye flotte stadiontribune foran mange spillere, ledere og andre med tilknytning til klubben.
Anledningen var uddelingen af det rejselegat, som Søren Ankersen i samarbejde med FCM Klubsamarbejdet gennem flere år har uddelt til ildsjæle og nøglepersoner blandt de mange klubber i FCM Klubsamarbejdet – og med rejselegatet følger en helt unik fodboldrejse til London hvor der bl.a. står Premier League fodbold på programmet.
Søren Ankersen fortsatte sin tale: ” Vi taler ofte om spillere, trænere og resultater. Men sandheden er, at ingen klub kan fungere uden de frivillige, som uge efter uge bruger deres tid, energi og engagement på at gøre noget for andre mennesker. Det er mennesker som Jer”.
Peter Kirchhecker er den klassiske blæksprutte. Han træner de yngste spillere, sørger for at faciliteterne fungerer, tager imod gæster med et smil og har svar på stort set alle spørgsmål om DBU’s regler. Han er en af de personer i Tarm IF, som får både børn, forældre og klubkammerater til at føle sig velkomne, og er samtidig en af dem, der altid får tingene til at ske.
Poul Pagaard har gennem mere end 50 år sat sit aftryk på Tarm IF. Som spiller, træner, holdleder, formand og ildsjæl har han været med til at udvikle klubben til det, den er i dag. Kunstbanen, tribunen og mange andre projekter bærer hans fingeraftryk. Og skulle nogen være i tvivl om, hvor hans fodboldhjerte ligger, så har han sørget for, at Tarm IF’s logo er foreviget på hans lægben.
”Når vi i FC Midtjyllands Klubsamarbejde uddeler dette legat, handler det derfor ikke kun om at anerkende to personer”, fortsatte Søren Ankersen sin tale. ”Det handler også om at sende et signal om, at frivillighed betyder noget. At mennesker, som bruger deres tid på at gøre en forskel for andre, fortjener vores respekt og taknemmelighed”.
Søren Ankersens sluttede sin hyldesttale: ” Stort tillykke til Jer begge. Tak for Jeres indsats, tak for Jeres engagement og tak for, at I er med til at gøre fodbolden til meget mere end et spil”.
Thomas Larsen, leder af FCM Klubsamarbejdet, får det sidste ord: ”Vi har modtaget mange indstillinger til rejselegatet – indstillinger der fortæller om masser af ildsjæle og dedikerede personer rundt omkring i klubberne. Hver og en af de indstillede klubfolk kunne have fortjent at modtage rejselegatet, og vi er glade og stolte over at kunne sende Peter Kirchhecker og Poul Pagaard på en fodboldrejse ud over det sædvanlige”.