Samarbejdsklubber
FCM FODBOLDKVINDER PÅ BESØG I SAMARBEJDSKLUBBER
Ni klubber i Ulveland havde tirsdag d. 14. april besøg af FCM fodboldkvinder, og dermed blev en almindelig træningsdag til en helt særlig træningsdag.
Sydmors IF samarbejder omkring pigefodbolden med Nordvestmors Boldklub, og tilsammen havde 21 entusiatiske fodboldpiger og deres trænere besøg af Anna Gribskov og Astrid Nautrup fra FC Midtjyllands Kvindefodbold.
Hanne Poulsen fra Sydmors IF var glad og positiv efter træningen: ”Med det samme var der god stemning. Pigerne lurede lige på hvor hurtige de to FCM-spillere var, og gav derefter los. De ville vise, at spillere fra Sydmors IF og Nordvestmors Boldklub altså bare kan noget. Sikken et dejligt besøg af Anne og Astrid. Dem kan FCM være stolte af – de repræsenterer FCM Kvindefodbolden på flotteste vis”.
Ud over Sydmors IF var der FCM-besøg i Aulum IF, RLK Fodbold, Hammerum IF, KLG Fodbold, Ikast FS, Faster BG, Borris IF og Rindum SU.
For Ulrik Dahl Jensen og Aulum IF var tirsdagens træningsdag en særlig en af slagsen. Der var nemlig besøg af Rikke Dybdal, Phiona Nabbumba, Frida Binderup og Mille Kjærgaard fra FCM Kvindefodbold.
”Pigerne havde en super træning sammen med forbillederne fra FCM” fortæller Ulrik Dahl Jensen, ”og Aulum-pigerne fik også billetter til den kommende storkamp, når FC København Kvindefodbold møder FC Midtjylland Kvindefodbold på MCH Arena d. 25. april”.
RLK Fodbold er et lokalt klubsamarbejde mellem Ramme, Lomborg og Klinkby, og også her blev tirsdagens træning suppleret med FCM fodboldkvinder.
”Tak til Malene Nielsen og Sofia Rejkjær for en fantastisk oplevelse”, kvitterer Charlotte Jensen fra RLK Fodbold. ”Vores piger startede lidt spændte, men hurtigt blev stemningen tryg og fyldt med smil. En sjov, lærerig og hyggelig træning, som har gjort indtryk på alle – og som RLK-pigerne vil huske længe”.
I Rindum SU havde U8 Pigerne og U8 Drengene en noget anderledes træning end normalt, og Jens Oluf Bach ser tilbage på en skøn oplevelse.
”Vi havde besøg af Josefine Fisker, Caroline Randolf, Jenny Colding og ikke mindst 15 årige Nana Munk, som er tidligere Rindum-spiller, og som i dag er en del af FC Midtjyllands bedste kvindehold”.
Jens Oluf Bach fortsætter: ”Pigerne og drengene havde en helt fantastisk træning med masser af gå-på-lyst til at udfordre FCM-spillerne. Man vil jo gerne vise sig frem overfor ”stjernerne” – og spørgelysten og benovelsen var stor, da Nana kunne fortælle hvor mange jongleringer hun kunne tage”.
Andreas Munk Sørensen fra FCM Klubsamarbejdet står for koordineringen af de mange klubbesøg, og for ham er det vigtigt at besøgene kommer bredt ud i Ulveland. ”Og hvis det er muligt at lave lokale prioriteringer, så er det kun endnu bedre”, fortæller Andreas Munk Sørensen. ”For eksempel var det skønt at lade Nana Munk gæste Rindum SU, hvor hun tidligere har spillet”.
Ulrik Dahl Jensen fra Aulum IF får det sidste ord og sammenfatter oplevelsen i alle ni klubber, der havde besøg af FCM fodboldkvinderne: ”Tusind tak for endnu et godt arrangement af FCM Klubsamarbejdet ude i samarbejdsklubberne”.