FCM U14 PIGER I FINLAND: KAMPE, TESTS OG ERFARINGER PÅ HØJT NIVEAU
For andet år i træk deltog FC Midtjyllands U14 Piger i stærkt besat turnering i Eerikkilä, Finland.
Jesper Sigen er Head of Coaching omkring FC Midtjyllands pigeakademi, og han giver en glad beretning om en spændende tur til Finland for FCM´s U14 Piger.
” Turen og deltagelsen i turneringen var på ingen måde blot en træningsturnering efter endt sæson”, fortæller Jesper Sigen, ” men snarere et af sæsonens sportslige højdepunkter”.
Pigerne gennemgik undervejs en række spændende fysiske tests, spørgeskemaundersøgelser samt deltog i en stærkt besat turnering.
Jesper Sigen fortsætter: ”Der var nærmest tale om en lille udgave af de nordiske mesterskaber med deltagelse af Hammarby IF fra Sverige, FC Nordsjælland fra Danmark og de fire bedste hold fra Finland – samt et unionshold bestående af de bedste spillere fra diverse finske hold”
Opholdet blev en lærerig oplevelse for de midtjyske spillere og trænere, med benhård matching samt fokus på kampforberedelse, afslapning, spisning, væskeindtag m.v.
”Vi startede ud med at møde 3 af de 4 bedste hold, hvor resultatudbyttet ikke var prangende, men til gengæld fandt pigerne momentum i turneringens sidste tre opgør – bl.a. med sejr over FC Nordsjælland – og alt i alt en samlet 6. plads og en god portion oplevelser rigere”, beretter Jesper Sigen.
FCM-trænerteamet i Finland bestod af Alexander Brandt, Louise Obel og Mads Leth, der sammenfatter: ”Vi kan se at FCM-pigerne har et stykke vej at gå for af nå de allerbedste europæiske akademiers niveau. Især Hammarby og Helsinki imponerede med fart, tekniske formåen og duelstyrke”.
Trænerteamet oplevede at flere af kampene – især mod de finske hold - bar præg af en fysisk intensitet, som udfordrede FCM-pigerne, men det lykkedes også undervejs at matche det fysiske niveau og spille med i det påkrævede tempo.
Jesper Sigen supplerer: ”Der blev taget stor motivation med hjem for at flytte FCM Pigeakademi til næste niveau. Desuden var det en socialt en helt fantastisk tur, og teamet omkring pigerne fortjener kæmpe ros – både holdleder Line Renberg Christensen og det samlede trænerteam”.
Vi lader spillerne få de sidste ord: ”Man måtte bruge meget mere fysik i kampene, og dommerne dømte ikke særligt mange frispark. Desuden havde flere af de andre hold nogle meget store og hurtige spillere, som det var svært at stå overfor. Vi vil gerne spille sådan nogle kampe hver uge, selvom man måske vinder lidt færre sejre. Det er nemlig sjovt at møde nogen, som er bedre end en selv.”.
Nu er spillerne gået på en yderst fortjent juleferie, og er selvfølgelig topklar igen når 2025 er blevet til 2026.