Samarbejdsklubber
FCM-SPILLERNE GAV STORE OPLEVELSER I ULVELAND
En flok veloplagte FCM-spillere gav den fuld gas ved træningen tirsdag d. 7. oktober i syv samarbejdsklubber.
”Det har aldrig været nemmere at få 60 børn og unge i alderen 8-16 år til at tie stille, lytte, og vise sig frem i træningen foran deres idoler”.
Sådan lød det fra Bording IF, hvor Philip Billing, Kevin Mbabu og Pedro Bravo havde selskab af Olaide Owoyemi og Egill Arnarsson fra FCM´s fodboldakademi, til en herlig omgang træning – og efter ca. 1 times træning sammen med stjerne var det tid til autografskrivning, selfies og snak med spillerne.
”Jeg har jo selv været barn engang – godt nok i Esbjerg, men det var stort når superligaspillerne kom på besøg”, lød det fra Philip Billing, ”og nu kan jeg give lidt tilbage til de her drenge og piger”.
Også i Koldby-Hørdum IF oplevede børne- og ungdomsspillerne nærvær fra FCM-spillere. Især blev der talt med Osmane Diao om hans scoring i Nottingham, og med Aral Simsir om hans fremragende driblekunster.
I Rindum SU blev der spillet en intens kamp, og selvom Victor Bak, Francolino, Alamara, Daris Catak og Alberto Velasquez prøvede med hurtige kombinationer, var det ikke tilstrkkeligt til t vinde over omkring 30 piger.
”Der skal lyde en kæmpe tak til alle 5 spillere for at give vores medlemmer en rigtig oplevelse”, lyder det fra Rindum SU, ”En aften de sent vil glemme”.
I Spjald IF var der mere end fodbold på programmet. ”De 5 friske FCM-spillere gav sig god tid til at uddele masser af autografer og selfies. Og bedst som vi troede at vi var færdige med træningen, ”stjal” Dani Silva en af børnenes cykler, og tog en runde med børn spurtende efter sig. Et skønt bevis på at spillerne fra FC Midtjylland forstår at møde børnene på børnenes præmisser”.
Silas Novrup er målmand for FCM´s U19-ligahold, og han gik forrest da omkring 40 børn i Mejdal-Halgård Fodbold havde en træning ud over det sædvanlige. Hans engagement og begejstring blev fulgt op af Gue-Sung Cho, Valdemar Byskov, Mark Ugboh samt akademispilleren Emanuel Alace, og sammen med top-motiverede børn var der fuld smæk på træningen.
”I Snejbjerg SG&I havde vi herligt besøg af Mads Bech, Friday Etim, Bilal Konteh, Daniel Dias Lucas og Jens Emil Munk – og det blev en hæsblæsende og megafed træning” lyder det fra værtsklubben. ”Og så gik det ellers løs med at udveksle gode råd, konkurrere og lure tricks af hos FCM-spillerne – bl.a. med stor fokus på Mads Bechs lange indkast”.
Sallingsund FC får det sidste ord. Klubben havde besøg af Adam Gabriel, Dario Osorio, Albert Lodberg og Frederik Bunten. ”Vi vil sige tusind tak til de fire spillere for en underholdende og lærerig træning”, lyder det fra Sallingsund FC. ”Vi vil også gerne takke FC Midtjylland Klubsamarbejdet for at lave disse arrangementer – det betyder utroligt meget for små klubber som vores at vi kan give vores unge spillere oplevelser som denne”.