Som forælder til børn og unge er der generelt mange bolde som skal holdes i luften i hverdagen. Der er et arbejde at passe – der skal foretages indkøb, laves mad og vaskes tøj – børnene har legeaftaler – der er skole-hjem-samtaler, etc. Der er kort og godt en hel familie, som skal fungere med alt hvad det indebærer af planlægning, logistik og ikke mindst kærlighed.

Når man så tilmed også er sportsforælder, så kommer der endnu flere bolde at skulle jonglere i både hverdagene og weekenderne og hvis det indimellem kan synes en smule uoverskueligt for dig som sportsforælder, så er det fuldt forståeligt.

Er du typen, der bakker dine børn op i medgang og modgang – i medvind og modvind – på hjemmebane og på udebane? Står du altid klar med vanddunken, energibaren, den hjemmebagte kage til hele fodboldholdet eller er du ofte klar med det gode råd til din dreng eller pige? Giver du bevidst dit barn modgang? Bliver du nogensinde i tvivl om, hvordan du bedst muligt støtter op omkring dit barns fodboldklub og barnets træner eller måske endda i tvivl om, hvordan du bedst støtter dit sportsbarn (primært i fodbolden)?

Digitalt Forældreunivers
Alle samarbejdsklubber har i noget tid været med på sidelinjen omkring opbygningen af et digitalt Forældreunivers og nu er FCM Klubsamarbejdet så klar med det hele, hvor både vi – fageksperter i FC Midtjylland – klubledere fra samarbejdsklubberne – eksterne eksperter og fagfolk – etc. løbende vil komme med tanker, overvejelser og viden, der som forælder og klubleder vil være værd at bruge tid på at tage ind, tænke over og diskutere rundt omkring i fodboldlandskabet, hvor end man hører til.

I det digitale Forældreunivers kan du allerede nu læse om alt fra frivillighed og ildsjæle til at have X-faktor og om curlingforældre. Du kan også læse om talentvejen i Midtjylland, om at opleve pres og om de overvejelser man må gøre sig inden man lader sin lille fodboldspiller gøre et evt. klubskifte. Du vil også kunne læse og se flere indlæg om, hvordan du som forælder kan støtte op omkring dit barn og hvordan du undgår at blive den forælder, som barnet helst ikke gider at have med på sidelinjen til kamp fordi din dreng eller pige ikke gider endnu et ”forældreforedrag” på vej hjem i bilen!

Der er med andre ord allerede nu en masse, som du kan lade dig inspirere af. Noget du kan reflektere over. Måske er der noget, som kan bekræfte dig i din nuværende adfærd som sportsforælder eller måske der er noget, som får dig til at ændre på nogle ting.

Under alle omstændigheder vil FCM Klubsamarbejdet elske at møde dig i det digitale Forældreunivers, hvor der jævnligt vil komme nye indlæg til – også om andre relevante ting end der hvor vi begynder. FCM Klubsamarbejdet skal nok give dig besked, når der kommer nyt. Også om, når vi kommer til at afholde live-sessioner, hvor nogle eksperter taler om givne emner og hvor der så samtidig bliver mulighed for at stille spørgsmål til fagpersonen.

Det koster GRATIS!!!
Ja, den er god nok… Alt dette koster dig ikke andet end din e-mailadresse. Klik på nedenstående link – opret dig i Forældreuniverset – og wupti så har du adgang til et hav af artikler, videoer og fremtidige livesessioner med fageksperter.

Opret dig i Forældreuniverset

God fornøjelse i Forældreuniverset 😊