Sydmors IF er en forening, som navnet antyder, er på den sydlige del af Mors. Her er man, ligesom så mange andre, også ramt af Coronaen – både i forhold til dagligdagens strabadser, men også på den længere bane ift. at miste medlemmer. Klubben holder dog hovedet højt og klør på for at fastholde medlemmerne.

Sydmors IF har stort fokus på at arbejde konstruktivt og inkluderende. Derfor har man i samarbejde med Sydmors Skole og Børnehus og DBU afholdt det såkaldte Hovedet, Kroppen og Klubben, som går ud på at smelte skole og forening sammen. Her deltog hele 130 børn i skoletiden.

- Dagen var en rigtig god dag. 6. klasse blev introduceret til at være leder/træner i en klub, altså hvad det vil sige at være frivillig, mens indskolingen på samme tid blev fortalt om at spille i en klub, være sammen med andre om fodbolden og hvilken betydning det har for andre, når der så måske er en spiller, der holder igen, fortæller Hanne Poulsen, der er bestyrelsesmedlem i Sydmors IF, samt medlem i Børne- og Ungdomsudvalget.

Indskolingen fik altså i bund og grund en lektion i, hvad sport og foreningsliv er – nemlig sammenhold, glæden ved at være sammen om en sport og fællesskabet. Alt dette foregik oppe på skolen, hvorefter børnene var inviteret ned på klubbens kunstgræsbane og fik lov at prøve kræfter med fodbolden.

- Overbygningseleverne var fantastiske til at undervise og guide de yngre børn, og indskolingen havde en fantastisk dag alle sammen. Ja det havde vi jo også, beretter Hanne Poulsen.

For at slutte af på en god måde havde den lokale købmand sponsoreret is til både børn og voksne – det er da ikke så ringe endda…