FCM med tre DBU TopCentre

FCM TopCenter er et ekstra og elitært træningsforløb for de dygtigste U10-U12 spillere i FCMs samarbejds- og Partnerklubber.

Hvad er et TopCenter?

TopCenter er et ekstra og elitært træningsforløb for de dygtigste spillere i U10-U12.

TopCenter er et projekt i samarbejde med DBU, og har dermed store krav til trænernes kompetencer samt løbende kvalitetstjek af træningen af DBU.

Der trænes op til 40 gange pr. skoleår. TopCenter giver de dygtigste spillere mulighed for en øget træningsmængde og matchning.

Under et forløb på TopCenter fortsætter spilleren med at spille i sin egen lokale klub.

Hvem udvælger spillere til TopCenter?

Spillerens egen klubtræner kan ikke indstille spillere direkte til et TopCenter.

Spillerne på TopCenter er udelukkende udtaget af FC Midtjylland og som oftest vil det ske i forbindelse med deltagelse på FCM Fodboldskole i FCM klubsamarbejds-regi, hvortil det dog er spillerens egen klub eller træner, som indstiller spilleren.

Spillere kan komme i betragtning til TopCenter, hvis der udvises særlige forudsætninger på FCM Fodboldskolen eller til kampe for egen klub.

Hvordan ser et forløb på FCM TopCenter ud?

En spiller på TopCenter har en garantiperiode på 12 måneder. Når forløbet for henholdsvis U10- og U11-årgangene er ved at være slut skal spillerne af deres respektive klubber eller klubtrænere igen tilmeldes FCM Fodboldskole i FCM Klubsamarbejdet, for at have chancen for at få forlænget sit forløb med yderligere 12 måneder.

Bliver en spiller en del af et TopCenter midt i en halvsæson har spilleren en garantiperiode på løbende halvår plus 12 måneder.