|
|
|
Lej pannabane og få succes med sommerfest
Ny mulighed igennem FCM Klubsamarbejdet…
Lørdag den 29. maj havde Brande IF lejet en pannabane af FC Midtjylland, som klubben havde opstillet til det årlige Brande Marked i midtbyen. Samtidig benyttede klubben lejligheden til at promovere FCM Teknikmærke, da banerne til udvalgte teknikmærkeøvelser var blevet stillet op i samme område som pannabanen.
- Det var en stor succes med pannabanen til Brande Marked. Der var børn på banen fra kl. 8.00 om morgenen til vi pillede den ned igen kl. 17.00 om aftenen, og der blev vist mange flotte tekniske detaljer på banen. Samtidig havde vi fået nogle af klubbens førsteholdsspillere til at komme og spille og jonglere med børnene og på den måde fik vi også reklameret for FCM Teknikmærketræningen. Det var en helt kanon dag, fortæller Pia Lorenzen fra Aktivitetsudvalget i Brande IF, og fortsætter: - Samtidig samlede vi fodboldtøj ind til fordel for børnene i Haiti og så fik vi solgt de sidste skrabelodder, som klubben har købt igennem FCM Klubsamarbejdet, så de få kroner det kostede at leje banen blev tjent ind via salget af skrabelodder, samtidig med at vi gav alle børnene en god oplevelse.
- Jeg vil helt klart anbefale andre FCM samarbejdsklubber eller handelstandsforeninger at leje en pannabane til sommerfesten, byfesten eller måske sommerstævnet. Det er en god aktivitet for børnene og samtidig oplevede vi, at forældrene kunne nyde dagen uden børn, der konstant plagede dem for, at der skulle ske det ene og det andet, slutter Pia Lorenzen af.
Er DU interesseret i at leje en pannabane til et arrangement, så kontakt koordinator for FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen på tje@fcm.dk eller 72 30 41 75 og hør nærmere.
|
|
|
|